Her i Hyllested Skovgårde, kan vi næsten ikke komme frem for oliebillerne. De kravler rundt i græsset, på husvæggen, på vejen, ja, nærmest overalt.. I svinget nede ved Gårdbryggeriet tager vejens overflade ens tanker tilbage til efteråret, hvor kirsebærerne lå splattet ud på vejen. Denne gang er det bare ikke kirsebær. Men oliebillernes tilstedeværelse, afslører at der også er mange jordbier i området. Og når man først kender deres historie, så er de pludseligt ikke så irriterende længere.
Det er især hunnerne, man nærmest ikke kan undgå at se. De vandrer rundt med deres store, ægfyldte kroppe, og er på udkig efter et godt sted at grave et hul og lægge deres æg. Hannerne kan også se halvstore ud, men de kan skelnes fra hunnerne, ved det meget markante knæk hannerne har på deres antenner. Der findes flere arter oliebiller i Danmark, hvor de mest almindelige er Blå oliebille og Sort oliebille. De skelnes fra hinanden ved at kigge på et lille indhak i nakkeskjoldet, som kan være mere eller mindre tydeligt, og derfor tør jeg aldrig at artsbestemme dem sådan helt 100%.
Hunnen kan lægge op til 1.000 æg ad gangen, og når æggene klækker, kravler de små larver, kaldet triungulinlarver, op i gule og hvide blomster som f.eks. vorterod og anemone. Her sidder de og venter på, at der kommer en enlig jordbi forbi, som de kan hægte sig på. Larverne kan dog ikke skelne mellem de mange bestøvere der kan finde på at besøge blomsten; det kan være sommerfugle, fluer eller andre bier der kommer forbi. Uanset hvilken bestøver det er, så springer larven ud efter dyret og hægter sig fast på dets ben. Som en anden James Bond, der hænger fra landingsstellet på en helikopter, flyver de med dyret videre. Hvis de er heldige, er det en jordbi de har hægtet sig på, og så kommer de med tilbage til jordbiens rede, hvor de fortærer jordbiens æg, nektar og pollen, inden de forpupper sig. Hvis de er knapt så heldige… ja, så kan det være at de får chancen igen, næste gang dyret lander i en blomst, og ellers er det bare ærgerligt, Sonny-boy.
Oliebiller er især kendt for den gule væske de udskiller, når de bliver forstyrret. Den indeholder nemlig Cantharidin, som kan fremkalde kløe og irritation. Derfor anbefaler jeg altid at lade dyret kravle op i ens hånd i sit eget tempo, hvis man absolut skal røre ved den. Eller måske bare samle den op med en pind, hvis man gerne vil kigge nærmere på den. Men det er ikke kun kløe og irritation, væsken kan fremkalde.
Næh, helt tilbage til år 56 efter vor tidsregning, brugte Augustus Cæsars kone, Livia, væsken fra oliebillens nære slægtning, Den spanske flue, til at afpresse familie og gæster. Allerede dengang havde man nemlig fundet ud af, at væsken fra Den spanske flue, kan fremkalde en kraftig erektion, og på den måde skulle hun angiveligt have fået gæsterne til at begå sidespring til diverse fester, så hun havde en klemme på dem. Erektionen skulle dog være ekstremt smertefuld og i nogle tilfælde dødelig – alligevel kan man altså stadig købe tørrede eksemplarer af Den spanske flue som elskovsmiddel på det sorte marked i dag.